Projektleder i ØLLGAARD:

Jagten på spændende opgaver

Mads Christiansen er jæger i fritiden. Og også på arbejdet jagter han de store udfordringer og spændende projekter.

Bortset fra en kort afstikker til en anden rådgiver umiddelbart efter kandidateksamen, har Mads Christiansen arbejdet hos ØLLGAARD siden sit første studiejob. Han blev ansat som studiemedhjælper inden for konstruktioner, mens han skrev bachelorprojekt. I dag er Mads 31 år og en erfaren projektleder med medarbejderansvar og mange spændende projekter på CVet.

Gode udviklingsmuligheder

Når man spørger Mads, hvorfor han har valgt at holde fast i ØLLGAARD frem for at shoppe job flere forskellige steder, peger han på de gode udviklingsmuligheder i ØLLGAARD, uanset om man foretrækker en fremtid som specialist eller generalist.

– Når man kommer som ung og ikke rigtigt har valgt retning , er det godt at afprøve de forskellige muligheder. Samtidig har jeg fået ansvar og er blevet udfordret til grænsen på en tryg måde. Hos ØLLGAARD får man lov at sidde med opgaverne selv og følge projekterne fra start til slut, men der er hele tiden den hjælp og sparring, man har brug for, siger Mads.

I starten brugte han meget tid på dørhuller, men hurtigt blev han inddraget i større projekter som f.eks. en tilbygning til en gammel Strandvejsvilla med kompleks fundering. Her fik Mads lov til at projektere alle konstruktioner og statiske beregninger og var med på byggepladsbesøg.

– Det var utroligt lærerigt at se teorien blive anvendt i praksis. Og processen med at indhente tegningsmateriale, søge myndighedsgodkendelse og have kundekontakt er jo den samme for små som for store sager, understreger han.

Projektleder i ØLLGAARD

Projektleder Mads Christiansen (tv) sammen med kollegerne Søren Terkildsen og Kirsten Sørensen.

Vokser med opgaverne

En af de første opgaver Mads var med til at løse som nyuddannet civilingeniør var projektering og beregning af en helt ny H&M butik i Kalundborg.

– Det var på mange måder et spændende projekt. For det første skulle vi ramme 130 15 m lange betonpæle ned for at etablere et selvbærende terrændæk. Det kræver de helt store entreprenørmaskiner. Under arbejdet fandt vi flere underjordiske bygningsværker af arkæologisk interesse, så ramningen måtte indstilles midlertidigt. Og derudover ramte pælene hele tiden ned i store sten eller underjordiske bygningsværker, så de knækkede, og vi måtte hurtigt anvise en alternativ placering. Det skulle gå så hurtigt, at jeg blev udstationeret på pladsen for at træffe beslutningerne, efterhånden som problemet indtraf. Det gav sved på panden men også rigtigt meget erfaring, når man er 26 år og helt nyuddannet, fortæller Mads.

Siden fik han lov til at projektere og være projektleder på store projekter som Mariehøj, Rosendahl, Illum og Vangede Kirke.

– Jeg har haft en naturlig læreproces, hvor man vokser med opgaverne. Selvfølgelig var det også hårdt ind imellem. Det har kostet nogle lange aftener og nætter, men det har hele tiden været sjovt.

Balance mellem arbejde og privatliv

Sideløbende med arbejdet har Mads uddannet sig til byggeøkonom. Det er 9 måneder med undervisning en dag om ugen og hjemmearbejde for resten. Uddannelsen giver indblik i emner som byggejura, økonomi og byggeregnskaber med successiv kalkulation, rentabilitetsundersøgelser, etc. Samtidig giver det et godt netværk, hvor man lære mange arkitekter og andre kommende samarbejdspartnere at kende.

Det har været medvirkende til de lange arbejdsdage, men for halvandet år siden blev Mads far til Storm, så nu sker der en skarpere prioritering mellem arbejde og fritid. F.eks. tog Mads 2 måneders barselsorlov, og der skal også være tid til regelmæssige jagt og fisketure.

– Heldigvis har jeg et job, hvor der bliver taget hensyn til den enkelte, så vi hver især kan få arbejde og privatliv til at hænge sammen på en god måde. Det er en stor fordel, siger Mads.

Inden fyraften skal han lige have afklaret en ståldetalje på renoveringen af en historisk og delvist fredet ejendom fra 1650 i det indre København. Derefter skal han mødes med en arkitekt for at beskrive principperne for vindkryds og samling af stål ved de nye tagkonstruktioner på Vangede Kirke. Og i morgen venter Illum.

Mads har en afvekslende hverdag, og der er ikke tid til at kede sig, inden han skal hjem for at hente Storm fra vuggestuen.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@ollgaard.dk