Ombygning af bevaringsværdig skolebygning (SAVE-værdi 3) fra 1895 til specialskole for børn med autisme og ADHD.
Læs mereKloak-, dræn- og fugtsikringsarbejder
Kloak-, dræn- og fugtsikringsarbejder ved kælderetage på bygning fra 1927.
Damgade 4A i Rønne på Bornholm er en ejendom opført i to etaper – en hovedbygning fra 1927 og en tilbygning fra 1967. Bygningen har i en længere periode været påvirket af opstigende grundvand og vedvarende fugtproblemer i kælderniveau, herunder vandindtrængning via gulv og kældervægge. Problemet er konstateret både i den ældre og den nyere bygningsdel, men i særligt omfang omkring den oprindelige kælder.
På baggrund af TV-inspektion, kloaktegninger og bygningens historik har ØLLGAARD rådgivet om drænforhold og kloakinstallationer med henblik på at identificere og afhjælpe de underliggende årsager til fugtproblematikken. ØLLGAARD har stået for projektering af tekniske løsninger, herunder forslag til udskiftning og etablering af nye systemer til bortledning af grundvand, samt opdatering af isoleringsforhold under terræn.
Dræn og kloak – tekniske løsninger
Der er projekteret nyt omfangsdræn omkring den oprindelige del af bygningen, idet det eksisterende dræn er kollapset og ikke længere funktionsdygtigt. Det nye drænsystem er udført i henhold til Rørcenteranvisning 29 og består af stive, slidsede drænrør og PP-spulebrønde. Alt drænvand bortledes via ny pumpebrønd med separeret regnvand og spildevand.
Samtidig med drænet etableres der udvendig isolering af kælderydervægge med coatede lecanødder i et lag på ca. 600 mm. Dette skal sikre tilstrækkelig varmeisolering (U-værdi ≤ 0,15 W/m²K) og fremme udtørring af konstruktionen, idet der ikke anvendes bituminøse eller damptætte belægninger på væggenes ydersider.
Eksisterende kloakinstallationer blev ændret, så de bedre kan håndtere fremtidige regnhændelser. Disse ænderinger gennemføres som en del af det samlede projekt.
Projektstatus og udførelse
Arbejderne er udbudt i hovedentreprise. Ud over dræn og isolering omfatter projektet udskiftning af eksisterende lyskasser. Der pågår løbende dialog mellem rådgiver, entreprenør og bygherre om detaljer i udførelsen, herunder mulige tilpasninger af løsninger, hvor det er hensigtsmæssigt. Det samlede projekt skal være afsluttet senest én uge før juleferien 2025.
Projektet er tilrettelagt med fokus på arbejdsmiljø, kvalitet og forsvarlig gennemførelse under hensyn til bygningens funktion og placering i den centrale del af Rønne.
Projektomfang
Kloak-, dræn- og fugtsikringsarbejder ved kælderetage på bygning fra 1927.
Ydelser
ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 Pkt. 3 Forslag. Pkt. 4 Myndighedsprojekt. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 6 Udførelsesprojekt. Pkt. 7 Udførelse. Pkt. 8 Aflevering og flere pkt. 9 ydelser, herunder forundersøgelser og planlægning.
Projektperiode
2024-2025
Bygherre
Bygningsstyrelsen