Designingeniør til rør- og pumpeanlæg

Som designingeniør til rør og pumpeanlæg i ØLLGAARD får du muligheden for at sæt dit præg på komplekse vandforsyningsprojekter.

ØLLGAARD er med til at designe de rør- og pumpeanlæg, der er fundamentet for en stabil drikkevandsforsyning i hele Danmark. Vi søger en designingeniør, der kan arbejde detaljeret med 3D-projektering og tekniske løsninger til komplekse anlæg.

Om jobbet

Som designingeniør bliver du en nøgleperson i udviklingen af vores projekter – fra idé til udførelse. Dine opgaver spænder fra skitse- og detailprojektering i værktøjer som Revit, Plant 3D og Inventor til udarbejdelse af tekniske krav og CE-mærkning. Du får ansvar for dimensionering af røranlæg, pumpe- og beholderanlæg samt dokumentation og kvalitetssikring. Du vil ofte være tæt på byggepladsen, hvor du følger op på udførelsen, deltager i fagtilsyn og medvirker til test og indkøring.

Om dig

Du er maskiningeniør eller maskinmester – gerne nyuddannet eller med få års erfaring. Du har lyst til at specialisere dig i design og projektering af tekniske installationer. Erfaring med pumpeteknik, stålkonstruktioner eller røranlæg er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har øje for detaljen, arbejder systematisk og er nysgerrig efter at lære nyt.

Om ØLLGAARD

ØLLGAARD er en traditionsrig virksomhed med en dynamisk ledergruppe, der ikke er bange for at gå nye veje i bestræbelserne på at indfri vores fælles visioner. Vi tilbyder et indholdsrigt job og sparring med gode kolleger på et højt fagligt niveau. ØLLGAARD lægger stor vægt på god projektledelse – ikke som proces for procesens skyld, men fordi det giver bedre samarbejde, højere kvalitet og mere arbejdsglæde.

Vores kontor ligger i en hyggelig villa på Strandvejen i Hellerup. Vi har høj trivsel og et stærkt socialt sammenhold med jævnlige arrangementer og fælles aktiviteter som fredagsbar, bordtennis, badminton, padel tennis og indendørs fodbold. Samtidig får du en afvekslende hverdag med udstrakt fleksibilitet og frihed under ansvar. Det giver mulighed for at præge arbejdet og fokusere på de opgaver, du virkelig brænder for.

Vil du med på holdet?

Send dit CV til job@nullollgaard.dk, hvis du kan se dig selv som en del af holdet. Vi glæder os til at høre fra dig.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup
Tlf. 3961 0161

ØLLGAARD er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der tænker i kreative helhedsløsninger. Vi er ca. 50 engagerede kolleger mellem 18 og 80 år, der hver dag bruger vores tekniske faglighed på at afdække muligheder og finde de løsninger, der bedst opfylder bygherrens ønsker og behov. Vores motto er, at (næsten) alt kan lade sig gøre.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk