VUNDET: Nyanlæg af transmissionsledning

ØLLGAARD har mange års god erfaring med teknisk rådgivning ifm. nyanlæg af transmissionsledninger. Nu kommer alle kompetencer igen i spil i forbindelse med anlæg af en ny ledning mellem København og Dragør.

Dragør Kommune har besluttet, at HOFOR fremover skal levere rent drikkevand til alle kommunens forbrugere. Det kræver, at der anlægges 6-7 km ø450 transmissionsledning med kapacitet til at levere 700.000 m3/år fra Ørestads Boulevard tværs gennem Amager til St. Magleby Vandværk. Når ledningen er anlagt, skal de to eksisterende vandværker i Dragør lukkes.

Det er en stor og kompleks opgave med mange krydsningspunkter over og under jorden og mange interessenter, som vil blive berørt af anlægsarbejdet og kan have særlige krav og ønsker til f.eks. tracé og udførelsesmetoder. Det skal der tages højde for i det projektforslag, hoved- og udbudsprojekt, vi nu skal i gang med at udarbejde.  ØLLGAARD vil hele gennem projektforløbet have fokus på arbejdsmiljø, bygbarhed, læring og udvikling, og vi glæder os til det tætte samarbejde med HOFOR om opgavens løsning.

Med den nye transmissionsledning kan alle borgere, virksomheder og offentlige institutioner i Dragør Kommune se frem til en stabil og sikker vandforsyning.

 

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk