ØLLGAARD bag landets første “grønne” fritidshjem
Byggeriet af Fritidshjemmet “Universet” på Guldberg skole skulle være med til at give kvarteret på “det mørke” Nørrebro et løft. Og det må man sige er lykkedes. Ikke nok med at bygningen “svæver i luften”, fritidshjemmet er også et lavenergiklasse 1 byggeri – helt uden egenproduktion af energi.
Det er JJW Arkitekter, der har tegnet det opsigtsvækkende hus, mens ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører har stået for det ingeniør tekniske arbejde.
Fritidshjemmet var oprindeligt bestilt til at være et lavenergiklasse 2 hus, men reglerne blev lempet, mens projektet stod på og Fritidshjemmet “Universet” er nu det første lavenergiklasse 1 fritidshjem i landet og faktisk så unikt, at det tiltrækker besøgende fra ind- og udland.
Bruger halvt så meget energi
– Det har været en både spændende og unik oplevelse at være med til at lave et lavenergiklasse 1 hus uden egenproduktion af energi, hvilket ellers normalt påregnes. Men at det er lykkedes skyldes en lang række optimeringer på produktionssiden, siger civilingeniør og partner i Øllgaard Rådgivende Ingeniører, Claus Lind, der blev inviteret tidligt med i fasen omkring projektet, da udregningerne omkring det “svævende” element skulle på plads. Fritidshjemmets højde, hvor huset står på en betonkerne, bidrager da også til bygningens miljøvenlighed. Bygningen bruger halvt så meget energi som et gennemsnitligt hus, nemlig 52,4 kWh/m2 om året, hvor det normale forbrug for et nyere parcelhus vil ligge på 100-130 kWh/m2 om året. Det skyldes blandt andet, at trækronerne om sommeren giver skygge, så der er mindre behov for afkøling. Om vinteren, når bladene er faldet af træerne, sørger facadens mange vinduer for, at solens stråler giver lys og varme i bygningen.
Skal kunne tage tæsk og ældes med ynde
– Men det lave energiforbrug skyldes også bygningens orientering på grunden og vinduernes placering, der er nøje overvejet, samt at bygningsdele mod det fri er isoleret med 400mm kl. 37 isolering. Der er i det hele taget mange flere elementer og nøje udregninger, der tilsammen giver det endelige resultat og altså en helt unik bygning med et meget lavt energiforbrug, tilføjer Claus Lind.
Fra Københavns Kommune lød opgaven på en udvidelse af det eksisterende fritidshjem:
– Det gamle fritidshjem havde brug for en stor udvidelse. Undersøgelser viste, at et hævet hus skabte nye muligheder. Det gav også plads til flere multirum i den nederste etage, der kan bruges af lokale foreninger, fortæller arkitekt Niels Toft Wendelbo fra JJW Arkitekter og fortsætter:
– Udvendigt er bygningen beklædt med Cortin stål, hvilket også bruges til togskinner.
Vi valgte netop dette materiale, fordi huset skal kunne tåle at få lidt “tæsk”, da det ligger i et lidt ramt kvarter. Det skal kunne klare at blive brugt og samtidig ældes med ynde.
Byggeriet er to gange indstillet til præmiering i Københavns Kommune, og med rosende ord til de ingeniørmæssige løsninger.
Bygherre
Københavns Ejendomme
Arkitekt
JJW Arkitekter
Projektomfang
Nyt fritidshjem på ialt ca. 400 m2, der fremstår som et volumen hængende i 1. sals højde, båret af en central betonkerne. Bygningen består af en indspændt betonkerne, der bærer en stålramme udkraget med op til 6m i alle retninger. Etagedækket er nedhængt i stålrammen. Der er i projekteringsforløbet lagt stor vægt på tilpasning af geometri og installationer, således at det bedst mulige indeklima er opnået samtidig med bygningens status som lavenergiklasse 1.
ØLLGAARD’s ydelser
Deltagelse i idé- og skitsefasen.
Udførelse af dispositions- og projektforslag.
Udførelse af for- og hovedprojekt samt udbud i hovedentreprise.
Fagtilsyn.