30 år med overblik, præcision og en kærlighed til rent vand
Den 10. juli markerede vi et sjældent jubilæum: Anders Christiansen har været en del af ØLLGAARD i 30 år. Men selvom kalenderen afslører, at han er en erfaren herre, er han stadig den type leder, der ud over at sidde for bordenden også gerne går forrest i det faglige arbejde.
Anders begyndte som rådgiver i ØLLGAARD få uger efter endt uddannelse. Først med byggeprojekter, men omkring år 2000 fandt han sin rette hylde inden for forsyningsområdet. Siden har han som partner og afdelingsleder stået i spidsen for mange komplekse projekter, der i dag leverer rent vand til tusindvis af mennesker.
Hvis du har hørt om Nordhavnsledningen, Regnemarksledningen, Tinghøj Højdebeholder eller de nye vandværker ved Søndersø, Gevninge og Thorsbro, så har Anders haft en finger med i spillet. Hans indsigt i forsyningsområdet er legendarisk, og hans evne til at overskue og forene mange fagligheder er med til at sikre gennemtænkte og langtidsholdbare løsninger såvel over som under jorden.
Ved siden af sit arbejde i ØLLGAARD er Anders fagkyndig syn- og skønsmand ved domstolene. Her bringer han den tekniske tyngde og tillid i spil, som tre årtier har opbygget.
Selv efter 30 år kombinerer Anders stadig sin høje faglighed med en utrættelig lyst til at sikre, at vi alle kan tænde for hanen og få rent vand i glasset. Det er værd at fejre.