Energieffektive og driftssikre varmeinstallationer

Energieffektive og driftssikre varmeinstallationer kræver teknisk indsigt og grundig planlægning. Som rådgivende ingeniører er vi med til at finde løsninger, der lever op til aktuelle og fremtidige behov.

Varmeinstallationer er komplekse systemer, hvor mange tekniske og energimæssige hensyn skal forenes. ØLLGAARD hjælper med at få anlæggene til at fungere effektivt og driftsikkert, så de lever op til gældende krav og fremtidige behov.

Grundig teknisk kortlægning og vurdering

I eksisterende ejendomme gennemfører vi indledningsvist en systematisk registrering af bygningens installationer og varmeforsyning. Det omfatter kortlægning af komponenter som varmevekslere, beholdere, rørføringer, varmefordelingssystemer og eksisterende styring. Historiske forbrugsdata analyseres for at identificere afvigelser og potentiale for forbedringer.

Arbejdet kræver teknisk indsigt og erfaring med installationstyper fra forskellige perioder og anvendelser. På den baggrund kan vi vurdere kapacitet, driftsmønstre og vedligeholdelsestilstand og udpege konkrete indsatsområder for optimering.

Energieffektiv drift og forbedret afkøling

Et centralt fokusområde er at sikre korrekt afkøling i fjernvarmesystemer og mindske energitabet. Det kan indebære omlægning af varmevekslere, etablering af nye målepunkter, forbedret isolering eller justering af temperaturstyring. I nogle tilfælde anbefales konvertering af komponenter, så de tilsluttes direkte til den primære fjernvarmeforsyning.

Hver varmecentral gennemgås med henblik på at finde frem til tekniske forbedringer og sikre optimal funktion. Anbefalingerne dokumenteres i tekniske notater og rapporter, som danner beslutningsgrundlag for drift og investering.

Omstilling til nye varmekilder

Ved udskiftning af fossile varmekilder som oliekedler gennemfører vi en teknisk og økonomisk vurdering af alternative løsninger. Det kan være installation af varmepumper, jordvarme eller fjernvarmetilslutning. Bygningens eksisterende varmeanlæg og dets egnethed til lavtemperaturdrift vurderes grundigt.

ØLLGAARDs ingeniører dimensionerer anlægget på baggrund af tidligere forbrug og fremtidige behov og udarbejder tekniske forslag, der opfylder krav til komfort, driftssikkerhed og energieffektivitet. Samtidig vurderes behovet for backup-løsninger og ændringer i styring og rørføring.

Varmeinstallationer i nybyggeri

I nybyggeri varetager vi den samlede projektering af varmeinstallationerne med fokus på energieffektivitet, lavtemperaturdrift og langtidsholdbare løsninger. Det omfatter dimensionering og layout af rørføringer, valg af tekniske komponenter og fastlæggelse af styringsprincipper. Projekteringen tager højde for bygningens arkitektur, arealanvendelse og det forventede belastningsmønster, så varmesystemet tilpasses den reelle drift fra starten. Vi indarbejder løsninger, der understøtter komfort og optimal energiydelse, og som lever op til gældende standarder og bygningsreglementets krav.

Projektering, tilsyn og koordinering

Rådgiveren følger projekterne gennem hele projektforløbet. Fra forundersøgelse til projektering, udbud, byggeledelse og fagtilsyn under udførelsen.
Arbejdet planlægges under hensyntagen til installationernes kompleksitet, så bygningens beboere og brugere oplever minimale gener. Uanset om der er tale om en boligejendom, et kontordomicil eller en skole eller institution.

Kvalificeret rådgivning er afgørende for, at varmeinstallationer opnår høj driftssikkerhed, optimal energieffektivitet og lang levetid. Uden den nødvendige faglighed og tekniske analyse risikerer man fejlprojektering, utilstrækkelig ydelse og unødige driftsomkostninger.

ØLLGAARD skaber det nødvendige grundlag for robuste løsninger, som lever op til nuværende og fremtidige krav.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker vurdering eller optimering af en varmeinstallation.

Varmekonvertering

Varmekonvertering med udfasning af oliefyr og installation af varmepumpe i 670 m2 offentlig ejendom opført i 1900.

Læs mere
Optimering af varmecentraler

Forslag til energieffektiviseringer og forbedring af driftssikkerhed baner vej for optimering af 40 varmecentraler.

Læs mere
Renovering af naturstensfacade

Renovering af naturstensfacade samt gennemgribende istandssættelse af vinduespartierne samt omlægning og forbedring af varmeanlægget

Læs mere
Ombygning af hangar til nye formål

Ombygning af lufthavnshangar til nye formål med tilpasning og modernisering af tekniske og sanitære installationer. Hangaren blev tidligere anvendt til vedligeholdelse af fly.

Læs mere
Gasfyr til varmepumper

Konvertering fra gasfyr til luft/vand varmepumper i fire institutioner i Furesø Kommune for at fremme en mere bæredygtig varmeløsning.

Læs mere
Bygningssyn for Udenrigsministeriet

Som ingeniørfaglig rådgiver for Udenrigsministeriet, har ØLLGAARD arbejdet på statsejede ejendomme i Stockholm, Tanzania, Cairo, Sydney, New York og Silicon Valley.

Læs mere

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk