Erfaren konstruktionsingeniør

Er du en erfaren konstruktionsingeniør, der trives med opgaver, hvor løsningen ikke nødvendigvis er givet på forhånd? Så er du måske den, vi leder efter.

ØLLGAARD søger en erfaren konstruktionsingeniør, der har lyst til at arbejde med et bredt udsnit af konstruktionsfaget. En stor del af vores projekter handler om renovering, ombygning og transformation af eksisterende bygninger – herunder fredede og bevaringsværdige ejendomme – men vi arbejder også med nybyggeri i træ og CLT.

Fælles for opgaverne er, at de kræver betydelig konstruktionsfaglig indsigt kombineret med erfaring og evnen til at finde løsninger, der passer til det konkrete projekt.

Fagligheden er afgørende

Når man arbejder med eksisterende bygninger, findes der sjældent én standardløsning. Bygningerne er opført på forskellige tidspunkter, efter forskellige byggeskikke og med vidt forskellige materialer og konstruktionsprincipper. Tegningsmaterialet kan være mangelfuldt, konstruktionerne kan være ændret gennem tiden, og virkeligheden viser sig ikke altid at stemme med det forventede.

Det kræver en stor konstruktionsfaglig værktøjskasse.

Du skal kunne forstå og analysere den eksisterende konstruktion og vurdere, hvad der kan bevares, ændres eller forstærkes. Og du skal kunne bruge din erfaring kreativt, når nye funktioner og krav skal indpasses i en bygning, hvor de konstruktive rammer allerede er givet.

Nogle gange er den bedste løsning en diskret forstærkning af en eksisterende konstruktion. Andre gange kræver opgaven et nyt konstruktivt princip. Det interessante ligger i at finde den løsning, der fungerer netop dér.

Projekter med variation

Hos ØLLGAARD kommer du til at arbejde med mange forskellige typer konstruktioner og bygninger. Vi har en stærk position inden for renovering, ombygning og transformation og arbejder med alt fra skoler, institutioner og boliger til kulturbygninger og fredede ejendomme. Derudover vi bygger nyt, når vi synes projekterne giver mening.

Vi er altså ikke en rådgiver, hvor konstruktionsarbejdet primært består af store, standardiserede byggerier baseret på de samme principper fra projekt til projekt. Variation er en vigtig del af arbejdet – både i bygningstyper, materialer og konstruktive problemstillinger.

Du følger typisk projekterne gennem flere faser og arbejder tæt sammen med arkitekter, bygherrer og vores egne specialister inden for blandt andet installationer, brand og bygningsfysik.

Vi forestiller os, at du

Du er uddannet konstruktionsingeniør og har flere års erfaring med projektering af bærende konstruktioner, gerne fra en rådgivende ingeniørvirksomhed.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har solid erfaring med projektering og dimensionering af bærende konstruktioner
  • har en bred konstruktionsfaglig forståelse og erfaring med flere materialer, fx beton, stål, træ og murværk
  • har kendskab til forskellige byggeskikke og konstruktionsprincipper
  • har erfaring med renovering, ombygning eller transformation af eksisterende bygninger
  • kan vurdere eksisterende konstruktioners bæreevne og muligheder for ændring og forstærkning
  • kan omsætte beregninger og analyser til enkle og bygbare konstruktive løsninger
  • har blik for samspillet mellem konstruktioner, arkitektur, installationer og brand
  • kan arbejde selvstændigt med dine opgaver og samtidig sætter pris på faglig sparring med kolleger.

Har du erfaring med fredede og bevaringsværdige bygninger, træ- og CLT-konstruktioner eller andre særlige konstruktionsområder, er det en fordel, men ikke en forudsætning.

En del af ØLLGAARD

Hos ØLLGAARD bliver du en del af et stærkt team af konstruktionsingeniører, der bruger hinanden aktivt og gerne udfordrer hinandens løsninger. Vi tror på, at god rådgivning bliver bedre af faglig diskussion – og at erfarne ingeniører skal have frihed til at bruge deres dømmekraft.

Den enkelte er med til at definere sin egen rolle og får mulighed for at opdyrke de fagområder, der interesserer mest. Vores organisation er flad, beslutningsvejene korte, og der er ikke langt fra en god idé til muligheden for at føre den ud i livet.

Vi lægger vægt på kvalitet og på at skabe værdi for kunden. Også selvom det en gang imellem koster lidt ekstra tid i timeregnskabet.

Samtidig skal der være plads til et liv ved siden af arbejdet. ØLLGAARD fungerer som et stærkt fagligt og socialt fællesskab med plads til individualister. Det gør det sjovt at gå på arbejde.

Ansøgning

Hvis du er en erfaren konstruktionsingeniør og kan se dig selv i den faglighed og de projekter, vi beskriver, vil vi gerne høre fra dig. Send os dit CV og et par ord om, hvad du gerne vil arbejde med, og hvad der motiverer dig. Mærk din ansøgning med ‘Dit navn + Erfaren konstruktionsingeniør’. Vi indkalder løbende til samtaler. Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde i ØLLGAARD her.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup
www.ollgaard.dk

ØLLGAARD er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der tænker i kreative helhedsløsninger. Vi er ca 50 engagerede kolleger mellem 20 og 80 år, der hver dag bruger vores tekniske faglighed på at afdække muligheder og finde de løsninger, der bedst opfylder bygherrens ønsker og behov. Vores motto er, at (næsten) alt kan lade sig gøre.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup39 61 01 61
mail@ollgaard.dk