ØLLGAARD har gennem en årrække forestået Facility Management for Ejerforeningen med 160 lejligheder i Hellerup.
Læs mereBetonrenovering af Høje Gladsaxe
Betonrenovering og vedligehold af klimaskærm i 1919 lejligheder fordelt på fem 15-etagers blokke, to 9-etagers blokke og en række lavhuse
Fællesdriften af Høje Gladsaxe, som omfatter fem almentnyttige boligselskaber – FSB, AAB, AB, Lejerbo og 3B – henvendte sig i 2016 til ØLLGAARD med ønsket om en teknisk vurdering af ejendommenes klimaskærm. Målet var at sikre et solidt grundlag for en langsigtet og prioriteret indsats for renovering og vedligeholdelse af det ikoniske montagebyggeri i Gladsaxe.
Undersøgelsen udmøntede sig i en tiårig drifts- og vedligeholdelsesplan, der bygger på en byggeteknisk tilstandsvurdering af især betonkonstruktionerne. Planen identificerede akutte behov, udpegede nødvendige tiltag over en årrække og prioriterede indsatsen i samråd med Fællesdriften og boligselskabernes bestyrelser. Siden 2017 har ØLLGAARD været totalrådgiver på de løbende renoveringsprojekter og stået for årlige opfølgningsbesigtigelser og ajourføring af vedligeholdelsesstrategien.
Tekniske løsninger
Den oprindelige tilstandsvurdering blev baseret på en visuel gennemgang af ca. 16 % af svalegangene og 50 fraflyttede lejligheder med tilhørende altaner. Undersøgelserne viste, at betonkvaliteten generelt var over middel sammenlignet med tilsvarende byggerier fra perioden 1963–1968. Betonens dæklag var gennemgående solidt, og overfladerne havde få revner og afskalninger. Dog blev der registreret enkelte skader, som krævede indledende, selektive indgreb.
Skaderne relaterede sig primært til armeringskorrosion og karbonatisering i brystninger, hængesøjler, konsoller og undersider af betondæk. Der blev derfor planlagt systematiske betonreparationer og løbende membranvedligeholdelse, med særligt fokus på inddækkede altaner og svalegange, hvor slid og fugtpåvirkning kunne accelerere skadesudviklingen. Teknisk blev der anvendt Tapecrete og Condocryl-løsninger til reparation og beskyttelse af betonskader, og der blev anbefalet akrylinjektion til stabilisering af revnede søjler. Membranopbygning blev udført med tolags bitumenløsninger på tagflader og Conclad-systemer på altangange.
Af hensyn til drift og budget blev alle arbejder fordelt over ti år med prioriterede årlige etaper og en samlet estimeret økonomisk ramme. De valgte løsninger muliggør løbende overvågning og minimerer risikoen for følgeskader uden at kompromittere byggeriets strukturelle integritet.
Udførelse
Renoveringsarbejdet har siden 2017 været gennemført i hovedentrepriser, typisk med to større arbejder udbudt årligt. ØLLGAARD har varetaget projektering, udbud, byggeledelse og fagtilsyn. Der er i perioden udført omfattende betonreparationer på undersider af svalegange, hængesøjler og brystningselementer. Arbejdet har omfattet mekanisk afrensing, sandblæsning og pudsning med specialprodukter, og alle indgreb er dokumenteret og opmålt på byggepladsen.
Afrensning og behandling er udført med henblik på at beskytte eksisterende armering og sikre en æstetisk tilpasset overflade. Eksisterende kabler, belysning og installationer er løbende afmonteret, beskyttet og reetableret i takt med arbejdet. For at minimere gene for beboerne er projektet tilrettelagt i tæt dialog med Fællesdriften, og der er gennem hele forløbet sikret omfattende beboerinformationsindsats med opslag og varslinger.
Årlig opfølgning
Alle arbejder er gennemført som planlagt, og der er ikke konstateret alvorlige svigt eller uforudsete forhold af kritisk karakter. Hvert år foretages en ny gennemgang af udvalgte bygningsdele, og vedligeholdelsesplanen opdateres på baggrund af observationer og erfaringsopsamling. Der er således etableret en velfungerende cyklus for tilstandsregistrering, vedligeholdelse og renovering, som fremtidssikrer bygningsmassen i Høje Gladsaxe.
Projektomfang
Betonrenovering af 1.919 lejligheder fordelt på fem 15-etagers blokke, to 9-etagers blokke og en række lavhuse i Høje Gladsaxe.
Ydelser
Totalrådgivning incl. bygherrerådgivning, teknisk due diligence, registrering, projektering, udbud og tilsyn.
Projektperiode
2016-2026
Bygherre
Fællesdriften af Høje Gladsaxe