Funderingsskader og fugtproblematikker i ældre bygninger

ØLLGAARDs partner Christian Foldager har stor viden om renovering, ombygning og transformation af eksisterende bygninger. I august holdt han oplæg på Center for Bygningsbevaring i Raadvad som del af kursusrækken Bygningsbevaring i teori og praksis. Her delte han ud af sin viden om et af de mest grundlæggende og udfordrende vilkår for mange ældre bygninger, nemlig funderingsskader og fugtproblematikker. Dermed fik deltagerne ikke blot et indblik i problemstillingerne, men også en faglig gennemgang af metoder til udbedring.

Bygningernes fundament og bygningsfysik

Funderingen af ældre bygninger bærer ofte præg af den tids tekniske muligheder – fra syldsten og træpæle til de første betonfundamenter. Mange af de løsninger, der blev anvendt, var ikke tilstrækkeligt robuste til at modstå tidens tand. Resultatet er typisk revner, fugtophobning og i værste fald skader, der truer både bygningens funktion og dens bevaringsværdi.

Fugt i kældervægge og -gulve er en klassisk problemstilling. Selvom der allerede fra slutningen af 1800-tallet blev stillet krav om fugtstandsende lag, viser erfaringen, at løsningerne ofte var utilstrækkelige eller aldrig blev udført. Særligt betonvægge fra perioden 1920-1970 har vist sig sårbare, fordi kvaliteten af betonen varierede, når den blev blandet direkte på byggepladsen.

Løsninger – mellem dokumenteret viden og praktisk erfaring

Der findes flere metoder til at afhjælpe fugtproblemer og funderingsskader – fra understøbning og indfræsning af fugtstandsende plader til regulering af terræn og dræning. Andre teknikker, som fx elektroosmose eller injektionsmørtel, er mere omdiskuterede. Forskning fra DTU og Teknologisk Institut har vist, at elektroosmose i praksis kun har begrænset eller ingen effekt, mens erfaringer med injektionsmørtel peger på, at det i nogle tilfælde kan virke fugtbremsende, men sjældent fugtstoppende.

For ØLLGAARD er det afgørende, at bygherrer og ejendomsejere får et realistisk billede af de løsninger, der vælges. Det handler om at finde den rette balance mellem teori, erfaring og bygningens konkrete forhold. Derfor informerer vi altid grundigt om både potentialer og begrænsninger, så forventningerne er afstemt.

Kælderrum i praksis

Når kældre bruges til opbevaring eller ophold, er overfladebehandlinger og materialevalg afgørende. Diffusionsåbne løsninger, uorganiske materialer og korrekt ventilation kan være forskellen mellem en funktionel kælder og et rum, der forværres af fugt og skimmel. Samtidig kræver det omtanke at undgå løsninger, der flytter problemerne ved for eksempel at skabe kondensrisiko gennem forkert ventilation.

Erfaring og indsigt som fundament

For Christian Foldager og ØLLGAARD er arbejdet med funderingsskader og fugtproblematikker ikke blot et teknisk anliggende. Det er en integreret del af at sikre bygningens funktionalitet og bevare dens oprindelige kvalitet. Gennem mange års erfaring har vi opbygget en særlig indsigt i materialer, konstruktioner og bygningsfysik, der gør os i stand til at rådgive kvalificeret i komplekse renoverings- og bevaringsopgaver.

Med udgangspunkt i forskning, praksis og konkret erfaring arbejder vi for at finde løsninger, der ikke blot afhjælper problemer her og nu, men også styrker bygningens levetid og kulturhistoriske værdi.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk