Fagområdet maskin- og procesanlæg til vandforsyning har fået ny leder i ØLLGAARD. Fremover vil Peter Møller være ansvarlig for rådgivning omhandlende procesbeskrivelser, risikostyring og design af beholdere, røranlæg, pumpeanlæg og andre maskinkonstruktioner.
Læs mereUng partner i Danmarks ældste rådgivende ingeniørvirksomhed
Den 1. februar tiltrådte Mads Christiansen en ny stilling som partner og teamleder i ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S. Han kommer fra en stilling som teamleder i Sweco.
Mads Christiansen er 34 år, og han blev uddannet civilingeniør i Byggeteknologi fra DTU i 2010 og byggeøkonom MDB i 2013. Allerede i studietiden havde han arbejdet i ØLLGAARD, og efter en kort afstikker til Birger Lund A/S blev han i 2011 ansat i ØLLGAARD som konstruktionsingeniør. Her blev han hurtigt involveret i en stribe store og komplicerede konstruktionsprojekter, og Mads Christiansen udviklede sig fagligt og professionelt til projektleder med et stærkt kommercielt drive.
I slutningen af 2016 blev Mads Christiansen tilbudt job som teamleder i Sweco, hvor han arbejdede med administration, personaleledelse og sparring med projektledere om alt fra tekniske løsninger til planlægning og styring af komplekse projekter, konfliktstyring, kundekontakt og forretningsforståelse. Nu har han så fået mulighed for at blive partner i ØLLGAARD, hvor alle ledere også arbejder fagligt med projekterings- og projektledelse. I sin nye stilling vil Mads Christiansen kombinere teamledelse med konstruktionsfagligt arbejde på egne projekter, samtidig med at han realiserer en gammel drøm om at være med til at drive virksomhed og stå på mål for egne beslutninger i endnu større omfang.
For ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S markerer udvidelsen af partnerkredsen den positive faglige og kommercielle udvikling virksomheden har gennemgået de senere år. Virksomheden, der blev grundlagt af G.R. Øllgaard i 1902, var i familiens ejerskab frem til 2001, hvor en bredere partnerdrevet ejerstruktur blev indført. Ejerkredsen består af faglige fyrtårne, der alle er aktive i virksomheden og kan videreføre arbejdet med udgangspunkt i den stærke faglige interesse og engagement, der altid har været drivkræften bag ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S.