Bygningsgennemgang, statiske vurderinger og bevaringsindsats for historiske bygninger og anlæg i forbindelse med det tidligere pigehjem, fyrmesterboligen, assistentboligen, borgruinen og den karakteristiske varde på Sprogø
Læs mereTeknisk tilstandsvurdering af fredet ejendom
Teknisk tilstandsvurdering af fredet ejendom og myndighedsafklaring af fredet etageejendom opført i 1876.
Bygningen
Søtorvet 2 er en fredet etageejendom fra 1876 centralt beliggende på Søtorvet i København. Bygherre ønskede en samlet teknisk vurdering af ejendommens tilstand som grundlag for prioritering af fremtidige renoveringsarbejder samt afklaring af forhold vedrørende brandsikkerhed, installationer og konstruktioner.
Projektet omfattede både registrering af eksisterende forhold, vurdering af bygningens tekniske tilstand og afklaring af forhold med betydning for myndighedskrav og fremtidige investeringer i ejendommen.
Projekt
ØLLGAARD gennemførte en tværfaglig teknisk gennemgang af ejendommen med fokus på brandforhold, konstruktioner og VVS-installationer. Arbejdet omfattede besigtigelser af ejendommens kælder, trapperum, boliger, tagrum og tekniske anlæg. Dertil kom vurdering af bygningens konstruktioner og installationers restlevetid og vedligeholdelsesmæssige tilstand, herunder behov for istandsættelse på både kort og lang sigt.
Som led i projektet blev der udarbejdet brandtekniske vurderinger af eksisterende forhold. Vi gennemgik døre, etageadskillelser og øvrige bygningsdele med betydning for personsikkerheden. Der blev identificeret en række forhold, som ikke levede op til gældende brandkrav, og der blev udarbejdet anbefalinger til nødvendige opgraderinger og afhjælpende tiltag.
Samtidig gennemførte vi tekniske vurderinger af ejendommens varme- og brugsvandsanlæg, herunder varmecentraler, fordelingsanlæg og reguleringsudstyr. Gennemgangen identificerede behov for udskiftning og modernisering af centrale komponenter samt muligheder for optimering af drift og forsyningssikkerhed. De gennemførte undersøgelser omfattede desuden vurdering af kælderkonstruktionernes tilstand og deres betydning for placering og fremtidig drift af tekniske installationer.
Ydelser
ØLLGAARD varetog den samlede tekniske rådgivning i forbindelse med registrering, undersøgelser og vurderinger af ejendommen. Ydelsen omfattede planlægning og gennemførelse af besigtigelser, tekniske analyser, udarbejdelse af tilstandsvurderinger og fagnotater samt formulering af anbefalinger til renoverings- og forbedringstiltag. Derudover bistod ØLLGAARD bygherre med teknisk sparring og koordinering med projektets øvrige parter som grundlag for den videre beslutningsproces vedrørende ejendommens vedligeholdelse og udvikling.
Projektomfang
Teknisk tilstandsvurdering og myndighedsafklaring af fredet etageejendom opført i 1876
Ydelser
ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 Pkt. 1 Indledende rådgivning. Pkt. 3 Forslag.
Projektperiode
2024-2025
Bygherre
Privat
Arkitekt
AART
