Altanprojekt i muret 60’er-byggeri

Altanprojekt i  Brandholmsparkens murede 60’er-byggeri stiller skærpede krav til samspillet mellem nye konstruktioner og den eksisterende bærende struktur. Projektet kombinerer avancerede fastgørelsesprincipper med skånsom tilpasning, så bygningens arkitektur og stabilitet bevares.

Ejerforeningen Brandholmsparken består af en boligejendom fra 1962, opført i fire etager inklusive kælder. Bygninger er konstrueret som et traditionelt muret byggeri med ydervægge i massivt murværk på mindst 1½-stens tykkelse og betondæk som etageadskillelser.

Projektet omfatter etablering af 55 nye altaner og har til formål at øge boligernes funktionalitet uden at kompromittere bygningens arkitektoniske udtryk.

Tekniske løsninger

De nye altaner er designet som fritstående enheder og fastgøres til facaden via stålindspændinger. Bæreevnen sikres gennem dimensionerede stålkomponenter leveret af altanleverandøren, mens ØLLGAARD har haft ansvaret for at dimensionere fastgørelserne i samspil med den eksisterende bygningskonstruktion.

Fastgørelsesprincipperne er tilpasset altanernes placering og de lokale konstruktive forhold. To hovedprincipper benyttes: konsolfastgørelse, hvor stålplader indspændes direkte i murværket og optager både lodrette laster og momenter, samt løsninger med horisontale trækstænger, hvor kræfterne overføres til etagebjælkerne og videre til bygningens bærende struktur.

Vandrette påvirkninger håndteres gennem skivevirkning i murværk og etagedæk, hvilket sikrer, at stabiliteten opretholdes både lokalt og for hele bygningskroppen.

Brandsikring og overholdelse af regler

I forbindelse med projekteringen er der foretaget en brandteknisk vurdering, hvor det er sikret, at de anvendte materialer er ubrændbare, og at fastgørelserne har et smeltepunkt over 850°C. Projektet er tilrettelagt i henhold til gældende regler i bygningsreglementet (BR18), herunder bestemmelser om værnshøjde, adgangsforhold og energimæssige krav. Enkelte fravigelser er håndteret, hvor eksisterende forhold – som fraværet af elevator – har gjort sig gældende.

Montage med ingeniørfaglig støtte

Montagen omfatter præcis hultagning i facaden og efterfølgende indmuring af stålprofiler med tilpasning til bygningens udtryk. På øverste etage fastgøres altanerne direkte til betondækket udefra. Ved facader med puds eller maling sikres ensartethed gennem overfladebehandling i tråd med det eksisterende.

ØLLGAARDs ingeniører har ydet faglig bistand under hele udførelsesfasen, herunder ved uforudsete konstruktive forhold. Montørerne har haft mulighed for at rekvirere rådgivning og tilsyn på stedet, hvilket har sikret både teknisk kvalitet og en gnidningsfri proces.

Projektomfang

Etablering af 55 altaner på muret boligejendom opført i 1962

Ydelser

ØLLGAARDs ydelser ift. YB18: Pkt. 4 Myndighedsprojekt og Pkt. 7 Udførelse

Projektperiode

2020

Bygherre

EF Brandholmsparken

Totalentrepenør

Altan.dk

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk