Nænsom renovering af modernistisk kontorejendom

Nænsom renovering af modernistisk kontorejendom med SAVE-værdi 3 til tidssvarende kontorejendom med respekt for bygningens oprindelige arkitektur og materialeholdning.

Jarmers Plads 2 er opført i 1956–59 og tegnet af Christian, Erik og Aage Holst som et tidligt eksempel på et modernistisk kontorhus i nordisk modernisme. Bygningen har bevaringsværdi 3 og udgør et markant element i det centrale København tæt ved Rådhuspladsen.

Da bygherren overtog ejendommen, havde tidligere ombygninger svækket eller fjernet flere af husets oprindelige arkitektoniske detaljer. Projektets udgangspunkt var derfor at genskabe væsentlige kvaliteter i den eksisterende bygning og at tilpasse ejendommen til nutidige behov som hovedkontor.

Renoveringen omfattede parterre, stue samt de tre nederste kontoretager og blev gennemført med en bevidst balance mellem restaurering, fornyelse og funktionel opgradering. Ambitionen var at videreføre husets identitet frem for at erstatte den.

Tekniske løsninger

Projektet omfattede let renovering med nye gulvbelægninger, renovering af toiletter, flytning af gipsvægge, etablering af glasvægge og tekøkkener samt lydisolering af flere møderum. De nye indgreb blev indpasset, så de understøtter bygningens oprindelige karakter og materialemæssige robusthed.

Et væsentligt konstruktivt indgreb var etablering af nye døråbninger i bærende og stabiliserende betonvægge i Fløj B. Fløjen er opført med jernbetonsøjler og jernbetonbjælker, der bærer etageadskillelser og tag i beton. For at optage og overføre lodrette laster over de nye åbninger blev der etableret stålbjælker. Dermed kunne de ønskede rumlige forbindelser skabes uden at tilsidesætte bærende principper i den eksisterende konstruktion.

I lobbyområdet i parterre blev der arbejdet med forbedring af indeklimaet. Her indgik etablering af varmlufttæppe ved karruseldør, udskiftning af konvektorer langs vinduerne samt installation af receptionsmøbel med temperaturregulering. Tiltagene skulle samlet reducere kuldenedfald og forbedre den termiske komfort i et område med stor persontrafik og høj påvirkning fra facaden.

Projektet rummede også genåbning og aktivering af et tidligere overset areal som en ny passage. Her blev originale dobbeltdøre, der havde stået opmagasineret i kælderen, genanvendt i en specialbygget træramme. Manglende originale greb blev genskabt i samarbejde med specialhåndværkere.

Udførelse

Vilh. Lauritzen Arkitekter var totalrådgiver på opgaven, med ØLLGAARD som underrådgiver. Arbejdet omfattede registrering, forundersøgelser og indledende projektering samt dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt samt udbuds- og udførelsesprojekt.

Renoveringen blev gennemført i tæt samarbejde mellem Realdania, Vilh. Lauritzen Arkitekter, LAIKA Rumdesign, ØLLGAARD og de involverede håndværkere. Udførelsen stillede særlige krav til koordinering mellem bevaring, ombygning og tekniske tilpasninger, fordi nye funktioner skulle indarbejdes i en bygning med klare arkitektoniske og konstruktive bindinger.

Projektomfang

Nænsom transformation af historisk ejendom med SAVE-værdi 3 til tidssvarende kontorejendom med respekt for bygningens oprindelige arkitektur og materialeholdning.

Ydelser

ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 Pkt. 3 Forslag. Pkt. 4 Myndighedsprojekt. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 7 Udførelse og flere pkt. 9 ydelser

Projektperiode

2023-2025

Bygherre

Realdania By & Byg

Arkitekt

Vilhelm Lauritzen Architects

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup39 61 01 61
mail@ollgaard.dk