Siden 1994 har ØLLGAARD gennemført årlige ledningsrenoveringer for HTK, idet en strækning på ca. 2 km af ledningsnettet bliver fornyet hvert år.
Læs mereGodthåbsvej trykforøgerstation
Totalrenovering af eksisterende trykforøgerstation med nyt pumpeanlæg samt tre nye ø400 ledninger i 1,5-2 meters dybde forud for idriftsættelse af Frederiksberg Forsynings nye vandværk.
Ledningsarbejderne ind til trykforøgerstationen omfattede lægning af PE100 PN i dimensionerne ø400 (55 m) og ø160 (92 m) i gravede render inklusive tilslutninger, bøjninger og indbygning af skydeventiler og ekstra forsætninger. Opgaven rummede flere udfordringer, bl.a. fordi den ene tilslutning skulle foregå i 4,5 meters dybde på den befærdede Godthåbsvej. Det krævede forstærkning af byggegruben med spuns og afstivning, ligesom der var udfordringer med at grave forbi andre ledninger i højere jordlag for at komme dybt nok ned til at skære ind på den eksisterende ledning.
Selve trykforøgerstationen er opført i 1923, og renoveringen udføres med respekt for bygningens oprindelige udseende, materialer og kvalitet. Dette indebærer nedrivning og bortskaffelse af eksisterende pumper og rør med tilhørende pumpefundamenter og rørplinte. Miljøundersøgelser havde påvist tungmetaller i malede overflader, ligesom der var fundet olieforurening i betongulv og vægpuds. Miljøbelastende byggeaffald bortskaffes til godkendt modtager, hvorefter samtlige ind- og udvendige overflader renoveres med tilstøbning af recesser, betonrenovering af loft, udstøbning af nyt terrændæk samt udskiftning af eksisterende vinduer og døre. Totalrenoveringen bringer bygningen op til nutidig stand, så klimaskærm samt indvendige overflader fremstå hele og robuste med mindst muligt behov for vedligehold de kommende 30-50 år.
ØLLGAARDs arbejde omfatter bygherrerådgivning, projektering, udarbejdelse af tekniske dokumenter, udbud og fagtilsyn under udførelse. Opgaven blev udbudt af tre omgange i to fagentrepriser med nedrivning og bortskaffelse af eksisterende rør samt etablering af nyt ledningsanlæg i jord, og en hovedentreprise med renovering af bygningen. Dette har krævet håndtering af grænseflader mellem anlæg, byggeri og teknik.
Projektomfang
Totalrenovering af eksisterende trykforøgerstation med renoveret klimaskærm, nyt pumpeanlæg samt etablering af tre nye PE100 PN ledninger i dimensionerne ø400 (55 m) og ø160 (92 m).
Ydelser
Bygherrerådgivning, forundersøgelser, dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, udbudsprojekt, fagtilsyn under udførelse og aflevering.
Projektperiode
2021-
Bygherre
Frederiksberg Forsyning A/S