Stemningsfuld aften blandt historiske statuer

Hvert år i juni tager ØLLGAARD på udflugt for i fællesskab at opleve aktuelle forsyningstiltag eller nogle af de ikoniske bygninger, der præger byen. I år gik turen til BLOX og Kongernes Lapidarium.

Vi startede aftenen med en rundvisning i Dansk Arkitektur Centers nyåbnede udstilling i BLOX. ’Welcome Home’ sætter sig for at ville udforske fremtidens boliger, og efter en præsentation af bygningens konstruktive principper og materialer, gik vi på opdagelse blandt Olafur Eliassons skygger og danskernes boliger før og nu. Det var ret underholdende. Specielt da vi faldt over en præsentation af ’venligboligerne’, der er et af vores egne projekter.

Efter BLOX gik vi 400 år tilbage i tiden til Christian d. IVs Bryghus, der i dag er en del af Nationalmuseet som hjem for Kongernes Lapidarium. Her fik vi serveret aperitif i gården, inden vi satte os til bords blandt nogle af museets 384 skulpturer fra 1500-1700 tallet. Skulpturerne i sten og gips er indsamlet fra kongelige haver, paladser og slotte, så der er et mylder af gamle kongebuster, græske gudinder, sagnhelte og opulente blomsteropsatser. Det var utroligt stemningsfuldt, at spise en 3-retters middag i det gamle bryghus omgivet af historiske bygningsdele, og den gode stemning varede – for en del kollegers vedkommende – resten af natten.

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk