Udskiftning af tag og tekniske installationer

Udskiftning af tag og tekniske installationer på ejendom opført i 1944. Bygningen anvendes af Det Kongelige Akademi til undervisning og forskning.

Taget på bygning 155 ved Det Kongelige Akademi var i væsentlig dårligere stand end tidligere antaget. På baggrund af en teknisk vurdering udført i december 2023 blev det besluttet at gennemføre en fuld udskiftning af tagbelægningen. I den forbindelse blev det nødvendigt at tage højde for ændrede byggetekniske forudsætninger, herunder øget isoleringstykkelse og midlertidig demontering af tekniske installationer på taget.

Omfang og tekniske løsninger

Udskiftningen af taget medførte en forøgelse af isoleringstykkelsen fra 80 mm til 230 mm, hvilket nødvendiggjorde en tilsvarende hævning af den stålplatform, hvorpå det eksisterende ventilationsanlæg er placeret. Anlægget blev demonteret og midlertidigt opbevaret, hvorefter platformen blev forhøjet med 152 mm og installationerne remonteret i deres oprindelige konfiguration.

Forlængelsen af platformens ben er udført med indskudte HE160A-stålprofiler, som blev boltet fast til de eksisterende ben og til platformens hovedramme. De eksisterende bolthuller blev genanvendt, hvilket sikrede uændrede lastforhold i samlingen. For yderligere sikkerhed blev en tværgående stålplade svejset på ved understøtningen. Det anvendte profil har betydeligt større bæreevne end de oprindelige IPE120-profiler, og der er ikke konstateret behov for yderligere forstærkning eller eftervisning.

På baggrund af beregninger for den eksisterende og fremtidige tagopbygning er det dokumenteret, at vægtforøgelsen alene udgør 4,8 %, svarende til knap 4 kg/m². Dermed holdes projektet inden for grænsen i BR18 for ændringer uden krav om byggetilladelse, idet den statiske virkemåde af konstruktionen er uændret. Projektet forbliver i konsekvensklasse KK1 og kræver hverken start- eller sluterklæring.

Installationsarbejder og rådgivning

Som led i tagudskiftningen blev de tekniske installationer på taget registreret og demonteret i samarbejde med driftspersonalet. Efter tagarbejderne blev installationerne genetableret, tilsluttet og afprøvet. Det omfattede blandt andet forlængelse af kanaler og øvrige føringsveje grundet den øgede taghøjde. Desuden blev der installeret brand- og røglem i eksisterende ovenlys samt trykknap i trappeopgangen. Alle installationer blev testet og afleveret med tilhørende dokumentation.

Rådgiverydelserne omfattede projektledelse, registrering og projektering af installationsarbejderne, udarbejdelse af tegningsmateriale og tilbudslister, tilsyn, kvalitetssikring samt deltagelse i alle relevante møder og afleveringsforretninger. Forhøjelsen af ventilationsplatformen blev dokumenteret og verificeret ud fra eksisterende statiske beregninger, suppleret med enkle kontroller af bæreevne og samlinger.

Projektomfang

Udskiftning af tag og tekniske installationer på ejendom opført i 1944 med et areal på 1671 m2.

Ydelser

ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 omfatter Pkt. 3 Forslag. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 6 Udførelsesprojekt. Pkt. 7 Udførelse. Pkt. 8 Aflevering og flere pkt. 9 ydelser, herunder forundersøgelser og planlægning

Projektperiode

2024-2025

Bygherre

Bygningsstyrelsen

Arkitekt

Vilhelm Lauritzen Arkitekter

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk