Modernisering og udvidelse af kapacitet på børne- og ungehjem. Projektet omfatter fire eksisterende bygningskomplekser med en kombination af ombygning, tilbygning, nedrivning og nybyggeri.
Læs mereRenovering og nybyggeri af døgnstitution
Renovering og nybyggeri af døgnstitution. Opgaven omfatter 2.200 m2 eksisterende bygning fra 1937 med SAVE værdien 4 samt nybyggeri af knap 1.000 m2.
Københavns Kommune gennemfører en samlokalisering af Ungehuset Emdrup og Specialinstitution Skodsborg i Emdrup. Projektet omfatter opførelse af en ny bygning til Specialinstitutionen og en omfattende renovering og ombygning af de eksisterende bygninger på Ungehuset Emdrup.
Samlokaliseringen gennemføres i et nøje planlagt forløb, hvor nybyggeriet opføres først og midlertidigt anvendes til genhusning af beboerne fra Ungehuset Emdrup. Herefter renoveres Ungehuset, beboerne flytter tilbage, og den nye bygning færdiggøres til Specialinstitution Skodsborg. Nybyggeri, renovering og genhusning indgår dermed i ét sammenhængende projektforløb. Det stiller særlige krav til koordinering af projektering, udførelse, installationer, grænseflader og hensynet til institutionernes beboere og daglige drift.
ØLLGAARD er ingeniørrådgiver på projektet med ansvar for konstruktioner og tekniske installationer. Vi projekterer både de enkelte bygningsafsnit og grænsefladerne mellem eksisterende og nyt byggeri.
Renovering
Ungehuset Emdrup består af to fløje med mellembygning, oprindeligt opført omkring 1938. Bygningerne er traditionelt opført med murede vægge, beton- og Røselerdæk samt tagkonstruktioner i træ. Renoveringen tilpasser bygningerne til den fremtidige anvendelse og omfatter blandt andet ny indretning af beboer-, fælles-, personale- og kontorområder, nye badeværelser samt etablering af produktionskøkken.
De konstruktive arbejder omfatter nye og udvidede åbninger i bærende vægge, nye stålbjælker og lokale ændringer af de eksisterende etagedæk. Der etableres desuden en ny intern forbindelse med trappe og elevator. Elevatorskakt og -grube udføres som en selvstændig konstruktion i in situ-støbt armeret beton. Eksisterende fundamenter undersøges med henblik på behov for lokale forstærkninger.
De eksisterende tekniske installationer genanvendes, hvor det er teknisk og funktionelt hensigtsmæssigt, og suppleres med nye installationer i de ombyggede områder. Projektet omfatter blandt andet nye installationer til badeværelser og produktionskøkken samt tilpasning af varme-, ventilations-, brugsvands-, afløbs- og elinstallationer.
Nybyggeri
Den nye Specialinstitution Skodsborg opføres i umiddelbar tilknytning til Ungehuset, men som en konstruktivt selvstændig bygning. De bærende konstruktioner udføres primært i træ med limtræsbjælker og -søjler, præfabrikerede træelementvægge samt træelementer i etageadskillelser og tage. Fundamenter og terrændæk udføres i in situ-støbt beton, og stålkonstruktioner anvendes lokalt, hvor de konstruktive forhold kræver det.
Nybyggeriet forsynes med komplette nye installationer til brugsvand, afløb, varme, ventilation og el. Der etableres blandt andet gulvvarme, centralt ventilationsanlæg med CAV- og VAV-regulering, DALI-styret LED-belysning, netværk, adgangskontrol samt brand-, sikrings- og personligt sikkerhedsalarmeringsanlæg. Nybyggeriet skal DGNB-certificeres til Guld.
Projektomfang
Renovering af 2.200 m2 eksisterende bygning fra 1937 med SAVE værdien 4 samt nybyggeri af knap 1.000 m2 lukket døgninstitution
Ydelser
ØLLGAARDs ydelser ift YBR18: Pkt. 3 Forslag. Pkt. 4 Myndighedsprojekt. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 6 Udførelsesprojekt. Pkt. 7 Udførelse. Pkt. 8 Aflevering og flere pkt. 9 ydelser, herunder IKT, registrering af eksisterende forhold, geotekniske undersøgelser, miljøundersøgelser, særlig mødevirksomhed, certificering af bæredygtighed, AMK (P og B), Særligt inventar og udstyr, prækvalifikation, udbud, projektoptimering og 5 års eftersyn mm.
Bygherre
Byggeri København
