Årets Boligbyggeri 2019

Med Venligbolig Plus vandt ØLLGAARD prisen for Årets Byggeri 2019 i kategorien Bolig. I begrundelsen for valget hedder det, at “Når byggerier er tænkt og udført godt, så skubber de til noget i samfundet. Nogle gange blidt, nogle gange brutalt, men de skubber til mennesker og strukturer, så der sættes gang i en udvikling. Det er Venligbolig Plus på Frederiksberg et glimrende eksempel på”

Mere konkret er byggeriet valgt, fordi det løser et aktuelt samfundsproblem med alt for store og dyre boliger i de store byer.  Venligbolig Plus er et ultraøkonomisk modulkoncept til folk, som ikke har brug for særligt meget plads, men til gengæld ønsker fællesskaber. Det behov dækker Venligbolig Plus med rummene mellem de små private boliger. Samtidig er der tale om elementbyggeri i ærlige og billige materialer, der er sammensat, så boligerne får et råt og enkelt udtryk.

Som byggeri kunne Venligboligerne i princippet ligge alle steder. Og det er – ifølge dommerkomiteen – både det, der gør byggeriet fantastisk og gennemsnitligt på samme tid, hvis man ser isoleret på det som byggeri. Det skal man dog ikke. For der, hvor Venligbolig Plus for alvor udmærker sig, er i hele tanken bag og den efterfølgende udførelse. Byggeriet er tænkt som et stort fællesskab, hvor studerende og flygtninge skal bo side om side og berige hinandens hverdag.

Dommerkomiteen bag udvælgelsen af Årets Byggeri 2019 bestod af: Scott Hollingsworth (arkitekt, Hollingsworth Pack), Lene Espersen (direktør, Danske Arkitektvirksomheder), Henrik Garver (adm. direktør, FRI), Elly Kjems Hove (branchedirektør, DI BYG), Lars Storr-Hansen (adm. direktør, Dansk Byggeri), Palle Thomsen (adm. direktør, Danske Byggecentre) og Hans-Bo Hyldig (næstformand, Byggesocietetet).

Konceptet bage Venligbolig Plus er skabt af Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter og Johan Galster fra We Do Democracy i samarbejde med Frederiksberg Kommune.

 

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk