Tagrenovering i alment boligselskaber med 163 boliger. Ejendommen er opført i 1974.
Læs mereBrandteknisk gennemgang af stråtækt ejendom
Brandteknisk gennemgang af bevaringsværdig, stråtækt ejendom, der efter ombygning har ændret anvendelse.
Baggrund for projektet
Ejendommen beliggende på Søndergade 5 i Dragør er opført i 1825 og består af to bygninger, benævnt A og B, med samlet bebygget areal på henholdsvis 179 m² og 132 m². Begge bygninger er oprindeligt anvendt som bolig og værksted, men er efterfølgende renoveret og opdelt i fire separate lejemål, hvilket medfører en ændring fra enfamiliehus og anneks til etageboliger. Denne ændrede anvendelse udløser krav til bygningernes brandmæssige sikkerhed, som skal dokumenteres.
ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S er blevet bedt om at forestå den nødvendige brandtekniske dokumentation og redegørelse, samt udarbejde en plan for lovliggørelse af de eksisterende forhold, så de opfylder gældende funktionskrav i bygningsreglementet BR18.
Omfang og teknik
Projektet omfatter teknisk vurdering og brandteknisk eftervisning af bygningsmæssige forhold med fokus på opdeling i brandceller, bæreevne under brand og rednings- og evakueringsforhold. Derudover udføres kontrol og dokumentation af, om de eksisterende konstruktioner og installationer kan eftervises i forhold til gældende regler og vejledninger.
Bygningerne er opført med træbjælkelag og murede ydervægge. Etageadskillelserne fremstår med delvist synligt bjælkelag og gipsbeklædning, men mangler dokumentation for brandmodstandsevne i henhold til REI 60-krav. De brandtekniske opgraderinger vil inkludere efterisolering, ny beklædning, etablering af brandklassificerede døre samt ydre flugtvejstrapper, hvor det er påkrævet. Der er identificeret otte kritiske forhold, som kræver tekniske tiltag og lovliggørelse.
Proces
I forbindelse med projektet har ØLLGAARD foretaget en besigtigelse og indsamlet dokumentation fra byggesagsarkiv. Byggeriets tilstand er sammenholdt med byggetilladelser fra 1998, 1999 og 2001 samt lovgivning i BR18.
Da byggearbejderne er udført over en længere periode, er funktionskravene fra BR18 anvendt som grundlag for vurderingerne. Dokumentationen er suppleret med en brandstrategisk vurdering, funktionsbeskrivelse samt kontrol- og vedligeholdelsesplan. Lovliggørelsen er planlagt gennemført i dialog med kommunen og med anvendelse af certificerede brandrådgivere (BK2 og BK3).
Udførelse
Lovliggørelsen indebærer teknisk opgradering og dokumentation af en række brandkritiske forhold. For etageadskillelserne i begge bygninger skal bæreevne og brandmodstandsevne forbedres, enten ved opsætning af et dobbelt lag brandgips eller brandbeskyttelsessystem i henhold til klasse K2 60. Brandcellevægge mellem lejemål undersøges for opbygning, og der foretages destruktive indgreb for kontrol af gipslag og konstruktionstykkelse. Afblænding af døre er vurderet korrekt udført, men eftervises yderligere som dokumentation.
Røgalarmanlæg og driftsinstruktioner for vedligehold implementeres som led i opfyldelse af brandkravene. Samlet set sikres, at beboelse i de fire lejemål kan foregå under sikre og dokumenterede forhold, uden behov for yderligere brandklasseindplacering eller særlige tilpasninger af redningsberedskabets indsatsstrategi.
Projektomfang
Brandteknisk gennemgang og lovliggørelse af 211 m2 bevaringsværdig ejendom fra 1825.
Ydelser
ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 Pkt. 3 Forslag. Pkt. 4 Myndighedsprojekt.
Projektperiode
2023-2024