Ombygning og renovering i kulturhistorisk kontekst

Campus Espevangs er Rødovre Kommunes tilbud på det specialiserede socialområde. Her er tidligere smedje blevet ombygget og renoveret i kulturhistorisk kontekst.

Baggrund for projektet
Renovering og ombygning af tårn og smedje fra 1920 med SAVE-værdi 4, beliggende i et bevaringsværdigt område af lokal kulturhistorisk betydning. Bygningen er en del af Campus Espevang, som samler Rødovre Kommunes tilbud på det specialiserede socialområde. Den eksisterende smedje består af en stueetage og en 1. sal og er forbundet med en tidligere værkstedsbygning via 1. salen. Smedjen skal omdannes til et køkken med tilhørende spiserum og cafe i stueetagen samt mødelokale, omklædningsrum, toilet og teknikrum på 1. salen. Den forestående renovering og ombygning skal sikre, at bygningen opfylder moderne krav til funktionalitet og sikkerhed, samtidig med at områdets kulturhistoriske arv respekteres og bevares.

Genanvendelse i fokus
Renoveringen af smedjen indebærer fjernelse af det eksisterende terrændæk og etablering af et nyt, som er direkte funderet på jorden. Tagkonstruktionen totalrenoveres, men bevares i samme stil som den oprindelige, og der etableres en ny etageadskillelse i træ. Bygningens eksisterende fundamenter forventes at kunne genanvendes uden væsentlige ændringer, hvilket reducerer behovet for yderligere strukturelle indgreb. Desuden bliver alt træ genbrugt i et andet projekt i kommunen, ligesom der så vidt muligt genanvendes mursten og andre elementer fra eksisterende etagedæk, ventilation og tagkonstruktion.

I forbindelse med udskiftningen af tagbelægningen har ØLLGAARD undersøgt mulighederne for efterisolering af taget i overensstemmelse med kravene i bygningsreglementet BR18.

Ingeniørrådgivning
ØLLGAARD har været ansvarlig for forslag, projektering og udbud i hovedentreprise med funktionsudbud af tagkonstruktionerne og trapper. Vores rådgivning omfatter VVS, kloak og ventilation samt statik og bærende konstruktioner. Dette inkluderer udarbejdelse af beregningsgrundlag med materialespecifikationer, lastspecifikationer og brandkrav til konstruktionerne. Derudover har ØLLGAARD udarbejdet energiberegninger for bygningen samt håndteret både start- og sluterklæringer i relation til projektets brandforhold.

Projektomfang

Renovering og ombygning af en smedje fra 1920 med SAVE-værdi 4 i Campus Espevangen.

Ydelser

Ift YB18:  Pkt. 2 Projekteringsledelse. Pkt. 3 Forslag. Pkt. 4 Myndighedsprojekt. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 6 Udførelsesprojekt og flere pkt. 9 ydelser, herunder registrering af eksisterende forhold

Projektperiode

2023-2025

Bygherre

Rødovre Kommune

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk