Kloak-, dræn- og fugtsikringsarbejder ved kælderetage på bygning fra 1927
Læs mereOptimering af varmecentraler
Forslag til energieffektiviseringer og forbedring af driftssikkerhed baner vej for optimering af 40 varmecentraler.
I forbindelse med et ønske om at forbedre afkølingen i fjernvarmesystemet gennemførte ØLLGAARD en teknisk gennemgang af 40 varmecentraler i en række af Københavns Lufthavns bygninger. Projektet omfattede varmecentraler i terminalbygninger og bygninger ved Kystvejen samt to ventilationsanlæg, der betjener fly på standpladserne. Formålet var at identificere konkrete muligheder for energieffektivisering og forbedret driftssikkerhed.
Proces og rådgiverydelser
ØLLGAARD har i projektet stået for registrering af de eksisterende anlæg og tekniske installationer samt for analyse af historiske forbrugsdata. På baggrund af disse analyser blev der udarbejdet en samlet rapport med anbefalinger til optimering af afkølingsforholdene på fjernvarmesystemet.
Arbejdet blev igangsat med bygningerne på Kystvejen og omfattede både CPHs egne varmecentraler og installationer i lejede bygninger. I sidstnævnte blev der samtidig foretaget en vurdering af, om de eksisterende komponenter kunne håndtere det øgede driftstryk, som CPH planlægger at indføre. Muligheden for lavere fremløbstemperaturer blev ligeledes undersøgt. For alle lokaliteter blev der udarbejdet individuelle notater med anbefalinger til konkrete tiltag og en vurdering af tilhørende omkostninger.
Tekniske løsninger
De tekniske analyser fokuserede på at forbedre afkølingen og reducere energitabet i varmeforsyningen. ØLLGAARD vurderede blandt andet, om varmtvandsbeholdere og vekslere kunne tilsluttes direkte til primær fjernvarme, og om installationerne var korrekt serviceret med henblik på afkalkning og vedligehold.
Der blev også set nærmere på varmefordelingssystemernes funktion og mulighederne for at optimere reguleringen for bedre afkøling. For at kunne tilpasse beholdere til det reelle forbrug, blev det anbefalet at etablere vandmålere. Desuden blev isoleringen af rør og beholdere vurderet som led i indsatsen for at mindske varmetab.
Gennemgangen resulterede i en samlet rapport og tekniske notater, som nu danner grundlag for den videre optimering af fjernvarmesystemet.
Projektomfang
Teknisk gennemgang og vurdering af ca 40 varmecentraler med henblik på at optimere afkølingsforholdene.
Ydelser
Pkt. 3 Forslag samt forundersøgelser og planlægning
Projektperiode
2023
Bygherre
Københavns Lufthavne