Renovering af vand- og afløbsinstallationer samt asbestsanering i Frederiksberg ejendom fra 1898 med SAVA-værdi 4.
Læs mereTilstandsvurdering for brugsvand og afløb
Tilstandsvurdering for brugsvand og afløb i karrébyggeri fra 1926 med 5 etager, kælder og uudnyttet tagetage.
ØLLGAARD blev i efteråret 2022 bedt om at bistå EF Hjørnet med en teknisk tilstandsvurdering af foreningens brugsvands- og afløbsinstallationer. Undersøgelsen blev igangsat som led i foreningens planlægning af kommende renoveringstiltag. Den visuelle gennemgang blev gennemført med adgang til én lejlighed i hver af de fem opgange samt besigtigelse af installationerne i kælder og på loft.
Undersøgelsen dannede grundlag for en samlet vurdering af tilstanden, anbefalinger til fremgangsmåde og prioritering, samt et økonomisk overslag over udskiftning og renovering. I forlængelse heraf forestod ØLLGAARD projektering af en samlet løsning for udskiftning af brugsvandsinstallationerne og renovering af afløbssystemet.
Teknisk omfang
Ejendommen E/F Hjørnet er opført i 1926 som typisk københavnsk karrébyggeri i fem etager med kælder og uudnyttet tagetage.
Brugsvandsinstallationen i kælderen og stigstrengene i opgangene var hovedsageligt udført i galvaniseret stål og fremstod nedslidte med betydelig visuel korrosion. De fleste installationer havde overskredet deres tekniske levetid, hvilket medførte tryktab og øget risiko for bakterievækst. Derudover blev der konstateret uheldige materialesammensætninger flere steder, hvilket kunne medføre spændingskorrosion. Afløbsinstallationerne var i dårlig stand i kælderen, hvor der blev observeret udvendig rust på støbejernsrør.
Der blev desuden registreret enkelte forhold, som ikke overholdt gældende tekniske krav, herunder manglende adgang til afspærring i nyere installationer. ØLLGAARD vurderede, at flere af installationerne var udført uden mulighed for uafhængig forsyning af køkken og bad, hvilket vanskeliggjorde en midlertidig opretholdelse af vandforsyningen under renoveringsarbejdet.
Projektering og rådgivning
På baggrund af forundersøgelsen udarbejdede ØLLGAARD et samlet projektforslag for udskiftning af brugsvandsinstallationerne og delvis renovering af afløbssystemet. Projekteringen omfattede fuld registrering af de enkelte lejligheder og eksisterende installationer. Vandmængdeberegninger til korrekt dimensionering. Og udarbejdelse af tegnings- og projektmateriale.
Projektet indebar en komplet udskiftning af fælles brugsvandsinstallationer, herunder stigstrenge og rør i kælderen, samt etablering af nye installationer til en planlagt udbygning af 5. sal med tagboliger. Nye afspærringsventiler og individuelle vandmålere installeredes i hver lejlighed. Interne rørføringer i lejlighederne udskiftedes ikke, men tilkobles den nye installation. Entreprenøren blev forpligtet til at registrere og dokumentere materialevalg i de interne installationer i hver lejlighed med henblik på at give foreningen det nødvendige overblik.
For afløbsinstallationerne omfattede projektet fuld udskiftning af rør i kælderen til nye støbejernsrør og en komplet renovering af de øvrige faldstammer og grenrør ved relining og strømpeforing. Der etableredes ny afløbsinstallation til den kommende 5. sal, som tilkobledes det eksisterende system. Arbejdet blev planlagt således, at der – i det omfang det var teknisk muligt – kunne opretholdes vandforsyning i enten køkken eller bad i hele renoveringsperioden.
Projektomfang
Forundersøgelser og renovering af brugsvandsinstallationer og afløb i karrébyggeri med 5 etager opført i 1926.
Ydelser
ØLLGAARDs ydelser ift YB18: Pkt. 1 Indledende rådgivning. Pkt. 3 Forslag. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 7 Udførelse. Pkt. 8 Aflevering og flere pkt. 9 ydelser, herunder forundersøgelser og planlægning, interessenter og brugere, udbud, aflevering og drift.
Projektperiode
2022-2025
Bygherre
Ejerforeningen Hjørnet