Ombygning af ventilationsanlæg

Ombygning og indregulering af ventilationsanlæg med henblik på at eliminere lugtgener fra køkken.

Artillerivej 51-55 er et kompleks af flere bygninger, der anvendes af politiets beredskabsafsnit. Brugerne af bygningerne har over en længere periode oplevet udbredte lugtgener, hvilket ØLLGAARD blev bedt om at undersøge og afhjælpe.

Lugtgenerne stammede fra et køkkenområde, hvor emhætterne var forbundet til det centrale ventilationsanlæg. Det medførte recirkulering af lugt til kontor-, logistik- og opbevaringsområder. Bygherren iværksatte derfor et projekt med at adskille køkkenudsugningen fra det øvrige system for at imødegå problemerne og sikre et forbedret indeklima.

Indledningsvis gennemførte ØLLGAARD en teknisk registrering af ventilationsanlægget, som er placeret på taget af bygningen. Anlægget var med rotorveksler og en kapacitet på 4.750 m³/h ved et tryktab på op til 300 Pa. Kapaciteten blev vurderet som passende i forhold til bygningens aktuelle anvendelse. Under registreringen blev det dog konstateret, at der var manglende indregulering af armaturer, og at visse kanalstræk endte blindt i vægge eller var afproppede. Samtidig blev det bekræftet, at emhætterne i køkkenet var direkte tilkoblet det fælles kanalsystem, hvilket sammen med anvendelsen af rotorveksler medførte overførsel af lugt til indblæsningsluften.

Rådgivning og løsning

Ud fra registreringen udarbejdede ØLLGAARD et løsningsforslag, der tog højde for teknisk funktionalitet og driftssikkerhed. Projektet omfattede afpropning af udvalgte udsugnings- og indblæsningskanaler samt demontering af eksisterende armaturer og kanalstykker. I køkkenet anbefalede vi at etablere nye volumenreguleringsspjæld med styring, så ventilationen kan forceres efter behov.

En væsentlig del af projektet bestod i at etablere en selvstændig udsugning for køkkenet. Dette blev løst ved at adskille udsugningskanalen på taget fra det eksisterende anlæg og etablere en ny tagventilator med tilhørende jet-afkasthætte, kondensisoleret afkastkanal og opklodsning på tag med tagpap underlæg. Det tidligere forbindelsesstykke til komfortventilationen blev fjernet, og der blev monteret endebund mod det eksisterende system.

Efter den fysiske ombygning blev anlægget og alle armaturer indreguleret for at sikre korrekt luftmængde i forhold til rummenes anvendelse. I logistikområdet blev der etableret nye kontrolventiler på både indblæsnings- og udsugningskanaler, i overensstemmelse med det reviderede design.

Proces og aflevering

Projektet blev gennemført med ØLLGAARD som rådgiver og ansvarlig for projektering, udbud og byggeledelse samt overordnet koordinering med bygherre og hovedentreprenør. Det handlere om at sikre fremdrift, kvalitet og overholdelse af de tekniske forudsætninger. Udførelsen blev planlagt under hensyntagen til, at bygningen var i drift, og logistikken blev tilrettelagt i samarbejde med alle involverede parter. Adgangsforhold og sikkerhed blev håndteret i dialog med relevante myndigheder og i overensstemmelse med gældende krav.

Ventilationsanlægget blev afleveret som planlagt i fuldt indreguleret stand. Til brug for fremtidig drift blev der udarbejdet og overleveret dokumentation, herunder tekniske tegninger, installationsoversigter og vedligeholdelsesanvisninger. Projektet medførte en væsentlig forbedring af indeklimaet og sikrede en mere stabil og hensigtsmæssig funktion af bygningens komfortventilation.

Projektomfang

Ombygning og indregulering af ventilationsanlæg med henblik på at eliminere lugtgener fra køkkenet

Ydelser

ØLLGAARDs ydelser ift YBL18 Pkt. 3 Forslag. Pkt. 5 Udbudsprojekt. Pkt. 7 Udførelse. Pkt. 8 Aflevering og flere pkt. 9 ydelser, herunder forundersøgelser og planlægning, energi og indeklima, udbud, aflevering og drift.

Projektperiode

2023-2025

Bygherre

Bygningsstyrelsen

Arkitekt

Vilhelm Lauritzen Arkitekter

ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S
Strandvejen 128
2900 Hellerup

39 61 01 61
mail@nullollgaard.dk