Transformation indstillet til Renoverprisen 2026

For andet år i træk er et projekt med ØLLGAARD på holdet blevet indstillet til Renoverprisen. Denne gang for transformationen af den tidligere ribbefabrik på Valhøjvej i Valby. Projektet vandt ikke, men det er alligevel et projekt, vi gerne vil fremhæve.

Den gamle baggårdsbygning blev opført i 1916 til erhverv og let industri og husede i mange år Niels Larsens Træindustri, som blandt andet fremstillede ribber til københavnske skoler. I dag rummer bygningen seks boliger, men sporene efter den tidligere anvendelse er stadig tydelige. Projektet tog fra begyndelsen udgangspunkt i, hvad der kunne bevares, frem for hvad der ville være billigere og nemmere at rive ned og bygge på ny.

ØLLGAARD gennemgik de eksisterende bærende konstruktioner og vurderede, hvilke dele der fortsat kunne indgå i bygningen. De oprindelige trækonstruktioner er blandt andet blevet bevaret og forstærket, mens nye konstruktioner er indpasset, hvor det var nødvendigt. Projektet omfatter desuden nye etagedæk, stabiliserende vægge og søjler samt nye funderingsløsninger. Det lyder måske enkelt, men det er det ikke altid.

Når ingeniørfaglighed handler om at lade være

Det er forholdsvis nemt at projektere en konstruktion, hvis man kan begynde med et blankt stykke papir og vælge den løsning, der passer bedst til dagens normer, standarder og byggemetoder.

Transformation kræver noget andet.  Her skal man forstå konstruktioner, som andre har dimensioneret og bygget for mere end 100 år siden. Man skal finde ud af, hvad de faktisk kan, hvordan de kan forstærkes, hvor nye laster kan føres hen, og hvordan nye konstruktioner kan indpasses uden at gøre det eksisterende overflødigt. Det kræver teknisk viden, men det kræver også, at den viden bruges kreativt.

Den bedste ingeniørløsning er ikke nødvendigvis den, hvor vi tilfører mest. Nogle gange er den bedste løsning den, hvor vi kan dokumentere, at noget ikke behøver at blive revet ned og erstattet af nyt stål og beton. Det er en disciplin, vi er rigtig gode til i ØLLGAARD.

Bæredygtighed før den bliver til bogholderi

Der bliver regnet meget på bæredygtighed i byggeriet. Det er både nødvendigt og nyttigt. Men der er også en risiko for, at diskussionen bliver så optaget af LCA-beregninger, grænseværdier og dokumentation, at vi glemmer den mest håndgribelige ressourcebesparelse af alle: At lade være med at rive noget ned, som allerede fungerer.

I Valhøjvej-projektet var en stor del af det CO₂-tunge arbejde allerede udført for mere end 100 år siden. Fundamenter og bærende konstruktioner fandtes. Materialerne var produceret, transporteret og bygget ind. Opgaven var derfor ikke at erstatte den gamle bygning med en ny og efterfølgende dokumentere, hvor bæredygtig den nye bygning var. Opgaven var at få mest muligt ud af det, der allerede stod der, og kun tilføre nye materialer, hvor det var nødvendigt. Det er bæredygtighed i en form, der er til at forstå.

Reglerne er stadig gladest for nye huse

Projektet illustrerer samtidig en af transformationens mindre charmerende sider. Bygningsreglement, normer og myndighedskrav er i vid udstrækning udviklet med nybyggeri som udgangspunkt. Det giver god mening, når man bygger nyt. Det bliver mere kompliceret, når man arbejder med en fabriksbygning fra 1916 og bevidst forsøger ikke at gøre den til et nybyggeri.

For eksisterende bygninger kan selvfølgelig ikke uden videre opfylde alle de forudsætninger, vi ville stille til en bygning projekteret i dag. Hvis svaret hver gang er at udskifte det eksisterende med noget nyt, risikerer vi at ende i det paradoks, at vi af hensyn til nutidige krav fjerner netop de konstruktioner og materialer, som det ud fra et ressource- og klimaperspektiv giver allermest mening at bevare.

På Valhøjvej blev det meget konkret. Myndighedsprocessen endte med at tage længere tid end selve byggeriet. Det er værd at tænke over. For hvis transformation og genanvendelse af den eksisterende bygningsmasse skal være en del af fremtidens byggeri, skal det ikke alene være arkitekter og ingeniører, der bliver dygtigere til at arbejde med det eksisterende. Reglerne og den måde, vi administrerer dem på, skal også kunne rumme, at den mest ansvarlige løsning ikke altid ligner et nyt hus.

Undersøge, bevare, forstærke, tilpasse og genbruge

Valhøjvej er ikke interessant, fordi vi har fundet én spektakulær teknisk løsning. Det interessante er summen af en lang række valg om at undersøge, bevare, forstærke, tilpasse og genbruge frem for automatisk at udskifte.

Resultatet er seks moderne boliger i en bygning, hvor man stadig kan aflæse, at der engang blev produceret gymnastikribber. De gamle konstruktioner er ikke blevet reduceret til en historisk kulisse. De arbejder videre som en del af huset.

Det er den slags projekter, der gør transformation ingeniørfagligt interessant. Vi skal kende reglerne, normerne og beregningsmetoderne – men vi skal også være dygtige nok til at bruge vores faglighed til at udfordre standardløsningen, når den ikke giver mening.

For nogle gange er den mest bæredygtige konstruktion ganske enkelt den, vi ikke bygger.