Værket ved Gevninge
Opførelse af nyt vandværk med anlæg til blødgøring af drikkevand og indførelse af tidssvarende teknologi. Værket Ved Gevninge ligger ca 3 km nord for et eksisterende Værket ved Lejre, som det erstatter. Værket opføres på en skrående grund med en terrænforskel på ca. syv meter. I det nye vandværk samles alle vandværksfunktioner under samme tag suppleret med enkelte vandbassiner øst for bygningen. De primære vandværksfunktioner placeres i stueetagen, mens personale og støttefunktioner placeres på et indskudt 1. sals dæk i den nordvestlige ende af bygningen.
Facaden beklædes med profilerede aluminiumsplader. Mod syd åbnes facaden op med semitransparente glaspaneler. Bygningens buede tag udføres i samme aluminiumstagplader som facaden, og der etableres 1200 m2 integrerede solceller på taget.
Anlæggets opbygning baseres på samme principper som gældende for Værket ved Søndersø og Værket ved Thorsbro, hvorved såvel projektering som drift af anlægget optimeres. Værket ved Gevninge indrettes med blødgøring med pelletmetoden, iltning og filtrering i lukkede filtre. Da grundvandet i området har et højt indhold af natrium og klorid kan det være svært at blødgøre ned til 10 °dH. Derfor forberedes vandværket for evt. senere installation af membrananlæg til “polering” af vandet.
Det nye vandværk får et areal på 5.408 m2 og en kapacitet på >1.069 m3/t. Vandets hårdhed skal være mindre end 10 °dH.
ØLLGAARD er projekteringsleder/bygherrerådgiver på projektet med ansvar for at styre den samlede proces og sikre, at design og projektering af bygninger og anlæg opfylder de opstillede funktions- og designkrav.
Projektomfang
Nybyggeri af Værket ved Gevninge, Godtfreds Høje 10, 4000 Roskilde med anlæg til blødgøring af drikkevand og indførelse af tidssvarende teknologi. Vandværket har et areal på 5.408 m2 og en kapacitet på >1.069 m3/t.
Ydelser
Projekteringsledelse
Projektperiode
2020-2024
Bygherre
HOFOR